Udgivet af Henrik Guldbrandt Kjær, søn d. 12. apr 2020, kl. 11:56

Denne er dagen, som Herren har gjort,
den skal hans tjenere fryde.
Op han i dag lukked Himmerigs port,
så skal hver søndag det lyde;
thi i dens hellige timer
herlig af graven opstod Guds Ord,
nådig fra Himlen Guds Ånd nedfór.
Ved I nu, hvorfor det kimer?

Ved I, hvorfor der er fest i kirken i dag?

Fordi Jesus Kristus er opstanden!

Påskemorgen bliver vi frie - påskemorgen bliver vi løsladt fra fangenskab i Helvede - påskemorgen lukkes Himmerigs port op.

Halleluja, pris Herren, halleluja, Kristus er opstået! - og som Kristus opstod, skal vi også opstå på opstandelsens morgen.

Påskemorgen er det svært at holde jubelen nede - for i dag er den dag, som alle andre dage skal leve af - Denne er dagen, som Herren har gjort, den skal hans tjenere fryde.

I dag skal vi fryde os - vi skal glæde os - for døden er død - Jesus Kristus har stormet Helvede i nat - hængslerne er fløjet af portene til Dødsriget - og Himlen er nu åben for os igen.

Adam og Eva blev smidt ud af Paradisets have, fordi de var ulydige - fordi de havde syndet, fordi de havde brudt Guds tillid, overtrådt Hans befaling om ikke at spise af Kundskabens Træ.

Adam og Eva, dvs. alle mennesker, har været nægtet adgang til Himmerige, fordi Gud lod bommen gå ned til indgangen - Gud indførte grænsekontrol til Paradis, fordi Han ikke ville have ulydige indvandrere ind i sit rige.

Men Jesus Kristus har hævet grænsebommen - Gud har gennem sin søn, Jesus Kristus, ophævet indrejseforbuddet til Edens Have - for der er givet himmelsk statsborgerskab til alle, der måtte tage imod det.

Dåben giver himmelsk statsborgerskab til den, der ligner Jesus Kristus - for i dåben kommer vi til at ligne Guds egen søn til forveksling - og vi står da allerede med et ben i Paradis.

Egentlig er det lidt snyd, at vi får lov til at komme ind i Paradis - det ligner lidt snyd, når vi ulydige kommer til at ligne den lydige - når vi genstridige og selvhævdende mennesker kommer til at ligne Guds udvalgte lam - det er jo næsten som at se ulve i fåreklæder!

Nu er der bare det med disse fåreklæder, som vi får på i dåben, disse fåreklæder forvandler ulven inden i os - så vi bliver - næsten - som små lam inden i - vi bliver - så godt som - lam i Guds øjne.

Ulven stikker dog stadig sit lumske fjæs frem, selvom vi gerne vil være lam hele tiden - og det kræver Guds hjælp at holde ulven i skindet, så at sige - at holde ulven inde i lammeskindet!

Nogle kalder det den indre svinehund - så bliver både svin og hund nævnt som urene og vilde dyr - men ligesom ulven jo ikke er et ondt dyr i moralsk forstand, så er svin og hunde jo heller ikke mere urene, end vi gør dem til - de bliver bare billeder det ukontrollerbare i os alle - billeder på det ustyrlige - billeder på dét, vi kan have endog meget svært ved at styre: det vilde inden i os - det vilde dyr, som bor i ethvert menneske.

Påskedag er forkyndelsen af, at det vilde dyr i os er dømt til at dø - at ulven i os, der gør os til ulve over for hinanden, at også denne ulv er dømt til undergang.

For godt 120-130 år siden, i slutningen af det 19. århundrede, talte man meget om det vilde i mennesket - men ikke som noget, der skulle beherskes eller holdes nede, nej, tværtimod, man priste det vilde, som det oprindeligt gode - man mente, menneskeheden var degenereret af al den kristendom, der havde kastreret det stolte og stærke i mennesket.

Frem med den stærke mand, lød råbet - lev din vildskab ud, lød mantraet - og glem den kvindagtige kristendom, der vil vende den anden kind til og tilgive i en uendelighed.

Især en filosof som Friedrich Nietzsche var bannerfører for dette opgør med slavementaliteten i kristendommen - han var præstesøn, så han mente at vide, hvad han talte om - men også mange andre talte vildt og inderligt om at finde den indre vildmand frem fra skjulet under al det pæne og civiliserede.

Hvad denne tankegang endte i, er ingen hemmelighed - den europæiske 30-årskrig, fra 1914-1945, kun afbrudt af en pause til oprustning, var et resultat af at slippe den indre vildmand løs - den stærke mand holder sig nemlig ikke tilbage, når først han er inviteret frem.

Vi kan dyrke det djævelske, men så skal man også være klar til at møde Den Onde i al sin gru - og fri os vel, Gud fri os fra det onde, for det onde er ingen leg i et rollespil.

Den Onde med stort O er en realitet, som vi skal tage helt konkret pejling af - vi indleder endda trosbekendelsen med at forsage Satan selv - Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen - for inden, vi kan bekende, hvad vi lever på, da må vi forsage det, der truer livet.

Den Onde er ingen aprilsnar - og Påskemorgen er heller ingen aprilsnar - heller ikke den 1. april!! Både det onde og det gode, både Gud og Djævel er realiteter, som vi må leve med - realiteter, som vi må tage stilling til.

At kunne sige nej til Djævelen er svært - at kunne sige nej til et løfte om selv at blive Gud, er direkte umuligt, når Fanden lokker med det - se bare Eva og Adam - de havde ikke kræfter til at modstå Den Ondes fristelse.

At modstå Den Onde, det må vi have Guds hjælp til - den Gud, der i nat stormede Helvede og gav satan det endelig banesår.

Da er det godt at vide, at vi er bundet sammen med Gud - vi er gennem Jesus Kristus bundet til Gud for at kunne være frie for Satan. 

”Den dybeste frihed er ikke uafhængighed, men forbundethed”. Det siger jeg ofte - og det gælder ikke mindst i dag, Påskedag, for vi kan ikke være uafhængige i spørgsmålet om Gud og Fanden - vi må vælge side - vi kan ikke stå som tilskuere til lige præcis det spørgsmål - for enten står vi i den ene lejr eller også i den anden.

Vi står i Guds lejr - det er Påskemorgens gave til os alle -

at med os står den rette mand,
omgjordet med Guds vælde.
Det er den Herre Krist,
og sejer får han vist,
hærskarers Herre prud,
der er ej anden Gud

Glædelig påske til jer alle!

AMEN, i Jesu Kristi navn: Amen!

Evangeliet til Påskedag, 2. tekstrække

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Matt 28,1-8

Kategorier Søn- og helligdagens prædiken