Udgivet af Henrik Guldbrandt Kjær, søn d. 19. apr 2020, kl. 09:40

Den danske teolog og filosof Søren Kierkegaard skriver i 1846, at Hjertets renhed er at ville ét.

Vi, der har fulgt påskens drama fra begyndelse til ende, vil vide, at kun én person i dramaet havde et rent hjerte, for Han, Jesus Kristus, ville kun ét: sin faders vilje og dét til den overordentligt bitre ende.

Men selv Jesus led af tvivlen i sine sidste desperate timer, for tænk, om Gud i himmelen virkelig havde forladt Ham midt i det store offer for menneskehedens dårskab - tænk, om Gud havde snydt Ham, Jesus, lige på målstregen!

Det ved vi her en uge efter Påskemorgen, at Gud ikke havde gjort - og Gud ske tak og lov for det! - men når vi nu taler om hjertets renhed, så må det i den sammenhæng betyde noget, at Jesus blev bange, da Han skulle dø.

Når mennesket Jesus i sin dødsangst tvivler på at være gået den rigtige vej, viser det alle os tilskuere og tilhørere, at Hjertets renhed er en uopfyldelig programerklæring for ethvert levende menneske - når selv Gud søn kan ryste på hånden over kødets skrøbelighed, hvem kan da ikke blive rystet over livets forkrænkelighed og død?

Hvilket menneske kan siges at have så rent et hjerte, at ikke den mindste fristelse eller tvivl kan skabe uro i den retning, hvorimod man som menneske orienterer sig?

Hvilket menneske har så rent et hjerte, at Gud i ét og alt - selv i søvne - er alfa og omega - begyndelsen og slutningen?

Det er der jo intet menneske, der har - og dog har ethvert kristent menneske fået indopereret et kompas, der uafbrudt peger mod Gud og Hans oprejste søn.

Dette kompas har vi hver især fået indopereret ved vores dåb, til støtte og trøst, så vi kan orientere os i en verden skæmmet af kaos og opløsning.

Verden har altid været en stor sump af fordærvsmagter, ødelæggelsesmagter, for det ligger indbygget i verden, at den hele tiden går mod sin egen undergang.

Det er derfor, det er så vanskeligt at være menneske - netop fordi, vi som tænkende væsener ved, at vi skal dø, at vore forældre og at vore børn skal dø, at alting skal dø - selv jorden og solen skal en dag dø og gå under i mørke og kulde.

Hvordan kan man da tale om, at nogen kan orientere sig i en sådan verden? Hvordan undgå mismodet, sortsynet, ja, livsleden, så man ligeså godt først som sidst tager sig selv af dage - for hvad skal det nytte, når alt alligevel er bestemt til at dø?

Ja, det må man sige, er gode spørgsmål på en dag, hvor hjertets renhed står på spil, en dag, hvor det, som alle andre dage kunne synes som om, at det mest indlysende af alt i verden er, at verden går sin egen død og undergang i møde.

Her bliver vi - 1. søndag efter påske - talt direkte imod af vores skaber, Gud selv.

Vi bliver afbrudt midt i vores nedadgående spiral af sortsyn og djævelsk logik - nedturen bliver standset - vi får et klaps på kinden og bliver bedt om at se op, i stedet for at gå med sænket hoved.

Sådan gør Gud altid, når nogen går med sænket hoved - Han gør det allerede med Kain, der går og skuler ned i jorden over det mislykkede brændoffer til Herren:

Gud siger: hvorfor går du der og hænger med hovedet, Kain! Se op, her er jeg, og dér er for resten din bror Abel!

Kain ville dog ikke høre - han ville ikke acceptere, at hans indre kompas pegede mod såvel Abel som også mod Gud - Kain ville ikke være en del af fællesskabet, så han slog sin bror ihjel, for at kunne have Gud for sig selv.

Gud har haft megen døje med menneskeheden - til alle tider - og man må virkelig beundre Gud for sin store overbærenhed og tålmodighed med os uregerlige og utaknemmelige, ja, uforstandige skabninger.

Men vi hører som menneskehed sammen med Gud på en måde, der slet ikke kan fattes - vi er på mange måder ét med Gud, uden at vi dog selv bliver Gud. Vi er skabt i Hans billede og lighed, der er kun en knivsæg, der skiller os fra Gud - vi ligner Ham, og Han ligner os - Han kan se sig selv i os, sådan som Han ville være, hvis Han ikke var den rene af hjertet.

Gud er den, der er ren af hjertet, og derfor er Han den, der vil ét, én ting: Gud vil livet, ikke døden, Han vil det modsatte af den indlysende død, Han vil det anderledes, Han vil os, Han vil dig og mig med hud og hår!

Derfor siger Han konstant til os: se op, fat mod, din frelser lever, din Gud lever, Jesus Kristus er opstået og er gået forud til Galilæa, sådan som Han har sagt det.

- OG på akkurat samme tid siger Gud: se op, din næste lever, din bror lever, han har brug for dig og kan ikke gå alene, han har brug for, at du går vejen sammen med ham.

På den måde giver dagens mærkelige evangelium mening, for i Jesu samtale med Peter tager det dobbelte kærlighedsbud helt konkret form - i dette bud fikseres hjertets kompasnål til at pege mod Gud og næsten på én og samme tid.

Jesus siger jo to ting på samme tid: Peter, elsker du mig mere, end de andre, så skal du vogte, altså elske, mine får og lam.

Men hvordan kan den opstandne Jesus Kristus finde på at betro lige præcis Simon Peter noget som helst? Var det ikke lige netop Peter, den fremmeste discipel, det bedste menneske, der ikke ville vide af Jesus i tempelgården? Forrådte han ikke Jesus 3 gange inden hanen galede?

Jo, lige præcis denne svigefulde Peter får til opgave at vogte Jesu lam og får, men det sker først efter, at Jesus har oprejst Peters pande med sine tre spørgsmål om kærligheden.

3 gange spørger Jesus, hvor højt Peter elsker Ham, og Peter bekender tung om hjertet, at kærligheden er intakt, selvom han godt ved, at han svigtede i sin kærlighed den skrækkelige nat mellem Skærtorsdag og Langfredag.

Sådan er det at blive oprejst fra de døde: ved at få lov til at løfte hovedet trods al skam og brøde, og derudover at blive betroet alting.

Døden er at blive i sin skam og i sine fejl, for ved at blive i elendigheden lader man sig fastholde af verdens almene livstræthed og indbyggede undergang. 

Livet derimod - livet er at få lov til at stige ud af denne sump, at blive hevet op på det tørre land, hvor man kan sætte fra og løbe virksomt ud til sit jævne og muntre liv under Guds velsignende åsyn.

LOV OG TAK og evig ære være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd,

du, som var, er, og bliver én sand treenig Gud,

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen, i Jesu Kristi navn, amen!


TEKSTER TIL 19. APRIL 2020

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: I er mine vidner, siger Herren, min tjener, som jeg har udvalgt, for at I må forstå og tro på mig og indse, at det er mig. Før mig blev der ikke dannet nogen gud, efter mig vil der ingen være; jeg, kun jeg, er Herren, der er ingen anden frelser end mig. Det er mig, der har fortalt det, mig, der frelser, det er mig, der har forkyndt det, ikke en fremmed gud blandt jer. I er mine vidner, siger Herren, det er mig, der er Gud. Es 43,10-12

Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger: Peter sagde: »Israelitter, hør disse ord: Jesus fra Nazaret – en mand, der er udpeget af Gud for jer ved mægtige gerninger og undere og tegn, som Gud gjorde gennem ham midt iblandt jer, sådan som I selv ved – ham fik I udleveret efter Guds fastlagte bestemmelse og forudviden, og ved lovbryderes hånd naglede I ham til korset og dræbte ham. Men Gud gjorde en ende på dødens veer og lod ham opstå, for han kunne umuligt holdes fast af døden. Om ham siger David nemlig: ›Jeg havde altid Herren for øje, han er ved min højre side, for at jeg ikke skal vakle. Derfor glædede mit hjerte sig, og min tunge jublede, ja, mit legeme skal bo i håb. For du vil ikke lade mig blive i dødsriget, din hellige vil du ikke lade se forrådnelse. Du lærte mig livets veje, du vil mætte mig med glæde for dit ansigt.‹« ApG 2,22-28 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!« Joh 21,15-19

Kategorier Søn- og helligdagens prædiken