Udgivet af Henrik Guldbrandt Kjær, søn d. 26. apr 2020, kl. 09:19

”Herren er min hyrde, mig skal intet fattes,
han lader mig ligge på grønne vange.
Til hvilens vande leder han mig,
han kvæger min sjæl,
han fører mig ad rette veje for sit navns skyld.
Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal,
jeg frygter ej ondt;
thi du er med mig,
din kæp og din stav er min trøst.”

Sådan har mange af jer hørt Salme 23 fra Salmernes Bog i Det gamle Testamente, for sådan lød oversættelsen fra 1948 og frem til den seneste autoriserede oversættelse fra 1992 - Herren er min hyrde, mig skal intet fattes - jeg skal ikke savne noget, for Gud passer på mig.

Ordene har en helt særlig poetisk klang - måske bare fordi de er lidt gamle - måske fordi det er et mere højstemt sprog, end i oversættelsen fra 1992? ”Mig skal intet fattes” lyder bare kvalitativt anderledes end ”jeg lider ingen nød”. Meningen er dog den samme: at du er i gode hænder, når du hører den rette hyrdes stemme!

Hyrdemotivet dukker ofte op i kirken, for Bibelen er fyldt med hyrdestemning - pastoralemotiver, som man kalder dem i musikken. Især julemusikken har selvsagt mange hyrder, da det jo er de ringeste arbejdere, der bliver ophøjet til at få besøg af de himmelske hærskarer julenat.

I kender også udtrykket pastor, som netop betyder hyrde, præsten er den, der skal føre flokken i de åndelige spørgsmål - jeg er hyrden, og I er fårene:-) - og jeg har tidligere talt om, hvor svært det nu om dage er, at acceptere, at man som selvstændigt og autonomt menneske også skal kunne være et får, der trænger til en hyrde.

Alle trænger til en hyrde - alle trænger til den sande hyrde, overhyrden, der har den store kæp, den store stav, dén hyrde, der for alvor kan vogte og beskytte os mod ulvene i de skumle slugter.

I Sir Kirke har vi i særlig grad baggrundstapetet til en hyrdeprædiken, for der sidder Jesus Kristus blandt sine får, med hyrdestav og glimt i øjnene - i Sir Kirke har vi et helt alterbillede, der fremstiller Gud som den, der vogter og værner.

Problemet i dag er, hvem der så er de rette får? Hvem er udvalgt til få denne guddommelige beskyttelse stillet til rådighed?

Ja, de udvalgte, det er dem, der hører og ser Jesus Kristus, som deres hyrde - tro, så har du - et princip, der gælder i alt, hvad der har med Gud at gøre.

Tro, så har du - det lyder for let, men hele Det nye Testamente er fyldt med fortællinger, som understreger, at mirakler og undere er meget lettere at have med at gøre, end med tro!

Det er let at tro, på den ene side - men det er svært på den anden side, for det kræver, at du giver dig selv hen - du skal hengive dig selv til det, du tror på - ligesom, når man lover sig væk til sin ægtefælle - så er det alvor - du lover dit liv og dit legeme væk til en andens liv og legeme - det kan give selv den barskeste type sved på panden!

Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.«

Jeg forstår fuldt ud de skeptiske jøder, der vil have Jesus til selv at udsige, proklamere, hvem han er - for også for 2000 år siden måtte man beskytte sig mod svindlere og bedragere! Mennesket har altid været i stand til at snyde og svindle - også i trossager - så man skulle ligesom i dag passe på, når nogen kom og lovede guld og grønne skove.

Gud lover allerede i Det gamle Testamente guld og grønne skove - han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand - som salmisten skriver i Salmernes Bog, Davidssalmerne. Men selv i Det gamle Testamente er der krig mellem profeterne: hvem er falsk og hvem er udvalgt til at frembære ord fra Gud?

Det er og bliver en samvittighedssag - det er og bliver en hjertesag, om man tør lægge sit liv og sin sjæl i hænderne på en hyrde.

Tænk bare på, hvor svært det kan være at stemme på den rigtige politiker til kommune, region eller Folketing? Det er jo også vigtige valg, som kan få stor betydning for ens dagligdag og fremtid - ikke mindst i disse corona-tider - for nu må vi virkelig bede for øvrighedens kloge beslutninger!! 

Men at lægge sit hjerte, sin sjæl og sit liv i hyrdens hænder, dét trækker tænder ud - dét ryster hele tilværelsesforståelse, for det afslører jo, hvad du lever på, og hvad du engang skal dø på!!

Så sent som i går havde jeg en begravelse, og ved næsten alle begravelser læser jeg ordene fra salme 23 i Salmernes Bog: Herren er min hyrde.

Disse ord rummer en stor skat af trøst og omsorg - og billederne, som salmen fremmaler, er meget fredfyldte og fyldt med omsorg: ”Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst.”

Gud vil kæmpe kampen for os - Gud vil styrke os og nære os, så vi får kæmpekræfter - Gud vil give og godhed og troskab.

Det er højstemt og det er smukt - hvis man tør høre disse ord, som personlige ord til os.

I vores dåb blev vi udstyret med Helligåndens gave. Helligånden er Guds Ånd, der skal hjælpe os med at tolke Guds Ord, så vi forstår dem og tager dem til os - og ja, så vi forstår at høre dem, så de bliver til gavn for både os selv og vor næste.

Og så vil den dannede kritiker komme med den klassiske indvending, at hvis man ikke kan høre Guds stemme bag f.eks. ”Herren er min hyrde”-salmen, så er man altså ikke udvalgt, så har man ikke fået Helligånden, så kan det hele også være lige meget.

Indvendingen er på sin plads, for hvorfor kan nogen høre glædens budskab i ord, som andre bare hører som smukke, men tomme ord? Hvorfor siger Jesus Kristus til jøderne: ”I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får.”

At tro er det samme som at høre med tillid - så når vi hører Guds omsorg for os, i f.eks. ”Herren er min hyrde”-salmen, Salme 23, så hører vi en kærlig stemme, der omslutter os og tager vare på os - så hører vi en stemme, som kunne være en hyrdes stemme - en stemme fra den, der har magt og kræfter til at passe på os - i liv som også i død.

Så hører vi troens stemme, der giver, hvad Han siger, som skaber, hvad Han nævner.

LOV OG TAK og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er, og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

AMEN, i Jesu Kristi navn: Amen!

 

TEKSTER TIL DAGEN

Salmisten skriver: Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand. Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navns skyld. Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst. Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender. Du salver mit hoved med olie, mit bæger er fyldt til overflod. Godhed og troskab følger mig, så længe jeg lever, og jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage. Sl 23

 * Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger: Peter sagde: »Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I har korsfæstet, har Gud gjort både til Herre og til Kristus.« Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: »Hvad skal vi gøre, brødre?« Peter svarede: »Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave.  For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på.« Og med mange andre ord vidnede Peter og formanede dem og sagde: »Lad jer frelse fra denne forkvaklede slægt!« De, som tog imod hans ord, blev døbt, og den dag blev der føjet næsten tre tusind mennesker til. ApG 2,36-41


Lad os bekende vor kristne tro:

Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.

Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber.

Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.

Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.
Amen - amen - amen!

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.« Joh 10,22-30

Kategorier Søn- og helligdagens prædiken