Udgivet af Henrik Guldbrandt Kjær, søn d. 10. maj 2020, kl. 09:20

Den 4. maj blev der rundt i landet sat lys i vinduerne i mange hjem i Danmark - et stort jubilæum kunne vi fejre - 75 året for Danmarks befrielse fra Nazityskland.

Det var en skøn aften, en forunderlig aften, fuld af forventning om forløsning - for vi venter alle på, at grebet om os og vort samfund skal løsnes. 

Jeg er sønderjyde, fra Haderslev, og især for Haderslev by er 4. maj om aftenen en mærkedag i kalenderen med kæmpe optog og gæster fra de allierede med tattoo og sækkepiber og lys i alle kasernens vinduer. I år blev det dog kun til lysene - men lys trods alt!

4. maj er en mærkedag for frihed fra tyranni - en mærkedag for at noget nyt kan begynde, det gamle er forbi, fjenden er besejret, nu skal vi fremad igen, op i lyset, væk fra det kvælende og undertrykkende mørke.

Dagens temaer i teksterne fra Bibelen er frelse fra fjender og fornyelse og frihed i Kristus - så det hænger unægteligt godt sammen med befrielsesdagen.

Det er i den opstandne Jesus Kristus, at vi finder den sande frihed - den frihed, der varer hele livet, der virker hele livet. Friheden i Kristus er ikke en mærkedag, som vi historisk kan tænke tilbage på, nej, det er en virkelig begivenhed hver eneste dag.

Jeg er fuld af beundring for dem, der gjorde befrielsen af Danmark mulig for 75 år siden, 4.-5. maj 1945. Historierne om alle heltene og ofrene fra dengang er mange - Folkestrejken i København, hvor 100 danskere blev skudt under en folkeopstand mod besættelsesmagten - og de fleste kender historien om Hvidsten-gruppen fra Østjylland. Netop henrettelsen af det meste af Hvidsten-gruppen var en medvirkende årsag til, at den folkelige opstand i hovedstaden blev så voldsom, at Hitler personligt gik ind i sagen.

Men det var dengang - og vi skal gøre alt, hvad vi kan, for fremover at undgå et lignende vanvid i at brede sig og sætte en hel verden i brand.

I dag lever vi jo som frie mennesker i et frit land i den frieste del af verden overhovedet. Det er ingen selvfølge, og det minder den altid interessante 2. Verdenskrig os hele tiden om - og vor seneste krig mod Islamisk Stat, og dem i Irak og Afghanistan ikke at forglemme. Også i dag kæmper vi for frihed og sikkerhed, selvom vore soldater skal flere tusind kilometer af sted for at sikre os herhjemme.

Spørgsmålet i dag bliver dog det samme som vi hørte i evangeliet: vi er frie og træller ikke for nogen - vi er ingens slaver - så hvorfor al den snak om frihed i Jesus Kristus? Hvad er det for en frihed, der er tale om dér?

Frihed er et underligt begreb. Frihed er fravær af noget, der før var pligt - for nogen sur, for andre sød. Men frihed er også fravær af det, der giver livet mening og retning. Frihed fra arbejde er et helvede, hvis man ikke har noget arbejde at holde fri fra. Frihed fra at gå i skole er en jammer, hvis man aldrig kommer i skole og får sig en uddannelse og et job. Frihed fra bånd er en forbandelse, hvis man længes efter, at nogen har brug for én, at nogen elsker én.

Den frihed, jeg taler om nu, er frihed fra at se på alt det, der er galt med din næste - det er en frihed til at kunne binde bånd til dine medmennesker - fordi du ikke hele tiden bliver forstyrret af, hvor åndssvage, de andre er.

I filmen ”The passion of the Christ”, er der en scene, hvor den stakkels forpinte og forslåede Jesus kommer vaklende med sit kors og falder. Hans mor, jomfru Maria, kommer næsten helt tæt hen til ham, og han siger til hende: ”Se mor, jeg gør alting nyt!”

Bibelen er fuld af mærkværdige fortællinger og absurde scener, men lige denne findes ikke i selve Bibelen. Det giver dog stadig god mening af have den med i filmen og fortællingen som sådan, når vi i dag har hørt apostlen Paulus skrive: ”Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!”

Det afgørende er her, at fornyelsens sted hedder Jesus Kristus.

Det er en person, der er fornyelsens sted, ikke en fysisk beliggende by, f.eks. Jerusalem eller Mekka eller New York - det er heller ikke en mirakelkur med mange proteiner og ingen kulhydrater, der er fornyelsens sted - og det er slet ikke den sidste nye elektroniske dims, der kan gøre vores liv til noget helt nyt, spændende og forskelligt fra det gamle, irriterende og kedelige liv.

Fornyelsens sted kan ikke købes - det kan kun tros, det kan kun håbes, det kan kun elskes - for det er i Jesus Kristus, vi finder skabelsens kraft, fornyelsens kraft, den kraft, der genoprejser alt det, der er snublet og faldet og fortabt.

Når vi døber mennesker, store som små, så sker det med den forudsætning, at dåben er indgangen til det evige liv med Gud - og dåbens sted er døbefonten. Font betyder kilde, for vi døbes i livets kilde med livets vand - livets vand, der på latin hedder aqua vitæ - det findes også som akvavit, hvis nogen kender det!?:-)

Her i min sammenhæng er aqua vitæ dog ikke noget, man får skrumpelever af, nej i døbefontens livsvand får vi frihed - frihed fra alt det, der holder os nede i mørkets uvidenhed og dårlige samvittighed - i Guds kildevand, som vi finder i døbefonten, får vi styrke og mod til at leve som lysets og livets riddere, der, om det bliver nødvendigt, vil ofre sig for sandheden og barmhjertigheden.

Det er den sande frihed: at man er bundet til Jesus Kristus! Det er paradoksalt, jeg ved det, men jeg har heller ikke sagt, det ville blive nemt at forstå.

Friheden er at være bundet til sandheden, for ufriheden er at være slave af løgnen - og Jesus Kristus siger om sig selv, at han er vejen og sandheden og livet.

I denne tro finder vi den sande fornyelse - den daglige fornyelse, som gør dén ny, der tør tro, at han eller hun hver morgen kan tage en helt ny og ubrugt dag i eje.

”Lov dog den Herre, som dig i din stand giver lykke,
ham, som med tusind velsignelser véd dig at smykke!

LOV OG TAK og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er, og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

AMEN, i Jesu navn: Amen!

Kategorier Søn- og helligdagens prædiken