Udgivet af Henrik Guldbrandt Kjær, søn d. 7. jun 2020, kl. 15:01

Der er trods coronatid alligevel eksamenstid, om kort tid springer hovedparten af studenterne ud, og by og land velsignes med feststemte og glade unge mennesker, der med deres hvide huer signalerer, at fremtiden bare kan komme an, for nu kommer de stormende frem med al deres selvtillid, virkelyst og skabertrang.

Studenterfestlighederne indledes allerede den dag, hvor studenten bliver student og får sin hue på, i år af højst 2 personer, men selve højtideligheden på gymnasiet, htx eller handelsskolen er for alvor den dag, hvor de unge bliver sendt af sted fra skolen og videre ud i det pulserende liv uden for dét, der forhåbentligt har været trygge rammer.

Disse eksamensafslutninger kaldes translokationer eller dimissioner, og deri ligger den kendsgerning, at studenten efter eksamen flyttes fra klassen og bliver sendt ud i verden.

Ordet translokation er latin og betyder overførsel fra ét sted til et andet, og som sådan er det et ganske værdineutralt udtryk, der ikke giver studenten andet, end besked om at forføje sig, for nu skal der gøres plads til en ny årgang efter sommerferien.

Anderledes forholder det sig med ordet dimission, som også er latin, men som betyder bortsendelse og på en anden måde end translokation er værdiladet.

Jeg ved ikke, om det er fordi ordet mission indgår i ordet dimission, at jeg derfor sætter dette ord i forbindelse med dagens evangelium, men faktum er, at dåbsbefalingen, dåbsmissionen, minder om en studenterdimission.

I begge tilfælde er der tale om, at eleverne, dvs. disciplene, har fået en masse lærdom indpodet i løbet af små 3 år, og at de derefter er dømt til at skulle stå på egne ben - uden deres lærer, uden deres rabbi, uden deres mester.

Og sådan som disciplene stod rådvilde og forlegne ved situationen i tiden efter Jesu opstandelse, sådan står gymnasieeleverne rådvilde og forlegne, når de finder ud af, at der skal ydes en endog meget stor indsats for at gøre det indlærte til sit eget, så det kan bruges meningsfyldt.

Det var vilkårene for disciplene, det er vilkårene for de stundende studenter, og det er så sandelig vilkårene for enhver, der er krøbet ud af den kristne dåb.

Enhver, der er døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, står som en student med et bevis i hånden, der fortæller vidt og bredt om meget fine og prisværdige egenskaber hos indehaveren af beviset - og samtidig står bevisindehaveren med sit flotte bevis og tvivler på, om det nu også kan bruges til noget, derude i den virkelige verden.

Ét er jo, at kunne svare rigtigt på de forventelige spørgsmål til såvel eksamen, som også til barnedåb - noget andet er at stå i en situation, hvor al kreativitet og erfaringsbaseret viden skal smelte sammen i en højere enhed med det hørte og indlærte.

Det er vel det, der menes med udtrykket ”at tage ved lære”, hvor man netop tager de indlærte evner så alvorligt, at de kommer til at indgå i ens tilværelse som naturlige og ikke kunstige elementer.

Hvornår bliver man så udlært i kristen forstand? Efter konfirmationen? Nej, det er vist ikke helt nok, selv hvis præsten er nok så god en pædagog - der mangler nok lidt livserfaring.

Hvad så med det nygifte par, der lige har fået en kristen formaning med på vejen af såvel præst som også af Paulus - skulle man ikke mene, at et sådant ungt og nysgerrigt par var udlært i den kristne tro?

Nej, det er vist heller ikke helt nok, og har parret endnu ingen børn kan det ydermere være svært at forstå forholdet mellem Gud og menneske, dét forhold, som jo i ganske særlig grad skal sammenlignes med forældres overbærende og tilgivende forhold til deres elskede poder.

Nej - måske skal man først have prøvet at få børnebørn, før den rene og helt utvungne overbærenhed dukker op - og så er det altså først omkring pensionsalderen, at man kan tale om et menneske, der er udlært i den kristne børnelærdom, dvs. lærdommen om at være Guds barn.

Men ak - har man ikke så ofte set gamle og forstandige mennesker, der hele deres liv har gået og set frem til stille pensionistdage, hvor forklarelsens aldersbetingede lys vælder gavmildt ned over den gamle og derfra videre ud over slægtens fagre sletter - vi ser alle slikreklamen i blændende modlys for os: bedstefar, der giver den lille en lækker karamel! - har man ikke netop set disse tålmodigt ventende bedsteforældre beklage sig over, at ingen forklarelse er indtruffet med alderens tiltagen - og at det snarere tværtimod er blevet alt for indviklet at være til, når man er gammel og ikke kan alt det, man plejer at kunne, endsige holde styr på, hvad børne- og oldebørn egentlig går rundt og foretager sig.

Nej, man kan aldrig tale om at blive udlært i den kristne børnelærdom, ligesom man for øvrigt heller aldrig kan blive endelig udlært som student eller smed eller dagplejemor - man kan jo altid blive dygtigere ved at lære mere!

Sådan er det med mængden af viden i tilværelsen - den bliver bare større og større - akkurat som universet i sig selv, der jo hele tiden udvider sig med lynets hast

Og dette er et vilkår, vi må tage på os, en byrde, vi må bære med smil: at verden ikke står stille, at verden rykker og forandrer sig med stor hast. Ja, det er som om, alting flyder, som de gamle grækere sagde.

Dette kaos er vi forpligtede til at kaste os ud i, med det ene formål at gøre alle verdens folkeslag til Jesu disciple, og det gør vi ved at døbe dem i trefoldighedens navne, Fader, Søn og Talsmand, og ved at lære dem om alt det, Jesus Kristus har lært os: - at vi i troen på Gud skal bære hinandens byrder, for vi skal elske vores næste, som os selv.

Det er en stor opgave - det er en skræmmende opgave i en postmoderne tid, hvor alle sandheder har lige gyldighed og derfor truer med at blive ligegyldige.

Vi må derfor sætte vores lid til, altså stole på, at Jesus Kristus er Sandheden med stort S, vi må tro og håbe på, at vi er en del af Guds kærlighedsgerning, når vi udbreder Hans treenige navn ved at døbe og lære.

Med Guds hjælp er det så bare med at se at komme i gang - der er nok at tage fat på af både hvide, brune, gule og sorte hoveder - både indenlands og udenlands!

LOV OG TAK og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er, og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
AMEN, i Jesu navn: Amen!


TEKSTER TIL DAGEN

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas:

Hør mig, I fjerne øer, lyt, I folk langt borte: Herren har kaldet mig fra moders liv, fra fødslen kaldte han mig ved navn. Han gjorde min mund til et skarpt sværd, i skyggen af sin hånd skjulte han mig; han gjorde mig til en spids pil, i sit kogger holdt han mig gemt. Han sagde til mig: Du er min tjener, Israel, ved dig viser jeg min herlighed. Men jeg sagde: Forgæves har jeg anstrengt mig, på tomhed og vind har jeg brugt mine kræfter. Dog, min ret er hos Herren, min løn er hos min Gud. Men nu har Herren talt, han som har dannet mig fra moders liv til sin tjener for at føre Jakob tilbage, så Israel samles hos ham. Jeg bliver agtet i Herrens øjne, min Gud bliver min styrke. Han sagde: Det er ikke nok, at du som min tjener skal genrejse Jakobs stammer og føre Israels overlevende hjem; derfor gør jeg dig til et lys for folkene, for at min frelse skal nå til jordens ende. Esajas' Bog 49,1-6

* Epistlen skriver apostlen Paulus til efeserne: Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i Kristus har velsignet os med al himlens åndelige velsignelse. For før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed. I sin gode vilje forudbestemte han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus til lov og pris for hans nådes herlighed, som han har skænket os i sin elskede søn. I ham har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde. Den gav han os i rigt mål med al visdom og indsigt ved at lade os kende sin viljes hemmelighed ud fra den gode beslutning, han selv forud havde fattet om den frelsesplan for tidernes fylde: at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske. I ham har vi også fået del i arven, vi som var forudbestemt dertil ved Guds beslutning; for han gennemfører alt efter sin viljes forsæt, så at vi kan blive til lov og pris for hans herlighed, vi som allerede forud havde sat vort håb til Kristus. I ham blev også I, da I hørte sandhedens ord, evangeliet om jeres frelse – i ham blev også I, da I kom til tro, beseglet med forjættelsens hellige ånd, som er pantet på vor arv, indtil forløsningen kommer for hans ejendomsfolk, til lov og pris for hans herlighed. Efeserbrevet 1,3-14

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Matthæusevangeliet 28,16-20

Kategorier Søn- og helligdagens prædiken